En af feltets mindste biler var tæt på sensation i langdistanceløb.
Billedtekst: Nummer to og et i Padborg 6 Timer. Tommy Schröter/Casper Kirk Johansen/Claus Thinggaard er i deres Audi TT ved at blive hentet med en omgang af de senere vindere Peter Ager/Tom Pedersen/Per Johansen. Trioen Peter Ager/Tom Pedersen/Per Johansen, Esbjerg/Christiansfeld/Kolding, er fortsat ubesejrede i denne sæson, når det gælder langdistancerace på asfaltbane for biler. På Padborg Park sikrede trioen i deres nye Opel Corsa sejren i det længste baneløb, der er blevet kørt på dansk grund i mere end 50 år, da de vandt Padborg 6 Timer med fem omganges forspring til Tommy Schröter/Casper Kirk Johansen/Claus Thinggaard, Vojens/Vejle/Højbjerg. Sejrsmarginen på de fem omgange svarede til godt 11 kilometer eller seks minutters kørsel ved topfart, hvilket understregede, at det seks timer lange løb på racerbanen ved den dansktyske grænse var en særdeles tæt affære. Da de fem første kvarter af løbet var kørt, var de fire bedste mandskaber således på omgangshøjde, og det var faktisk ikke de senere vindere, der førte an. Det var i stedet Michael Jacobsen/Johnny Andersen/Roy Edland, Aabenraa/Horsens/Norge, der i deres Porsche 997 GT3 Cup havde arbejdet sig i front og sikret sig en føring på bare 10 sekunder, og senere kom Thomas Nielsen og brødreparret Michael Klostermann/Claus Klostermann, Padborg/Gørløse/Greve Strand, også i front med deres BMW 325i. Men det var ikke kun de potente biler, som kunne føre feltet an på Padborg Park, idet Peter Rasmussen/Per Poulsen/Jakob Kristensen, Søllinge/Årup/Selling, ved to-timers mærket var i front med deres division 2-bil. Ved tre-timers mærket formøblede Michael Jacobsen sit holds chancer for en sejr, da han spandt i et af banens snævre sving og satte sin Porsche baglæns i sandkassen, hvilket skete på et tidspunkt, hvor Klostermann-brødrene allerede var sat tilbage af en længerevarende reparation, som i sidste ende kostede dem den fortsatte deltagelse i løbet. Imens havde Jens-Henrik Hansen/Jens Erik Hansen/Flemming D. Olsen, Havdrup/Havdrup/Ros-kilde, støt og roligt arbejdet sig op gennem rækkerne med deres Citroën C2, der er en af feltets mindste. Lige fra start havde trioen taget føringen i division 1, men hurtigt havde de også kørt sig i top fem i det generelle klassement. Denne femteplads blev senere forbedret til en andenplads, da holdet formåede at foretage sine tankstop på tidspunkter, hvor der var safety car på banen, hvorfor de minimerede deres tidstab i forhold til konkurrenterne. I løbets tredje time kunne Jens-Henrik Hansen/Jens Erik Hansen/Flemming D. Olsen således erobre den generelle førsteplads. Denne føring formåede Citroën-trioen at holde i et kvarters tid, inden de blev passeret af Peter Ager/Tom Pedersen/Per Johansen, som kom tilbage i front, da løbet gik ind i sin fjerde time, hvor de overtog en føring, som Opel Corsa-holdet beholdt til mål. Herefter var der færre perioder med safety car, hvorfor Jens-Henrik Hansen/Jens Erik Hansen/Flemming D. Olsen gradvist mistede kontakten til den førende bil i takt med, at denne kunne køre 3-4 sekunder hurtigere pr. omgang. Jens-Henrik Hansen/Jens Erik Hansen/Flemming D. Olsen måtte også lade et par hurtigere biler slippe forbi, men havde stadig farten og pålideligheden til at være med i toppen, og de endte således blot to omgange efter Tommy Schröter/Casper Kirk Johansen/Claus Thinggaard, der på andenpladsen havde haft et problemfrit løb i deres Audi TT. Danish Endurance Championship holder nu sommerferien indtil den sidste weekend af august, hvor tredje afdeling køres på Padborg Park. Resultat af Padborg 6 Timer: 1. Per Johansen Kolding Opel Astra 301 omg. Peter Ager Esbjerg Nummer 1 i division 2 Tom Pedersen Christiansfeld 2. Casper Kirk Johansen Vejle Audi TT 296 omg. Claus Thinggaard Højbjerg Nummer 2 i division 2 Tommy Schröter Vojens 3. Jens Erik Hansen Havdrup Citroën C2 294 omg. Jens Henrik Hansen Havdrup Nummer 1 i division 1 Flemming D. Olsen Roskilde 4. Michael Jacobsen Aabenraa Porsche 997 GT3 Cup 292 omg. Johnny Andersen Horsens Nummer 1 i division 3 Roy Edland Norge 5. Kurt Poulsen Odense Renault Clio III 292 omg. René Andreassen Ringsted Nummer 3 i division 2 Henrik Larsen Gudbjerg 6. Werner Wounlund Ishøj Citroën Saxo 290 omg. Bjørn Larsen Greve Nummer 2 i division 1 7. Jackie Bøllingtoft Odense Mini Cooper Challenge 284 omg. Christian Daluiso Odense Nummer 4 i division 2 Jens Larsen Vissenbjerg 8. Lars Vendelbo Hadsten Mini Cooper Challenge 283 omg. Niels Borum Odense Nummer 5 i division 2 Jacques Møller Odense 9. Niels Thorborg Odense Renault Clio III 282 omg. Karsten Kjærulff Odense Nummer 7 i division 2 Mads Pedersen Odense 10. Lasse Pedersen Juelsminde Volkswagen Lupo 281 omg Chris Larsen Horsens Nummer 3 i division 1 Morten Alstrup. |